Kort om hovedbestemmelser i dag
Aftale vedrørende behandling af retstvister om aftaler (herefter retstvistaftalen) blev indgået i 1991 mellem de (amts)kommunale arbejdsgiverparter og KTO. Den indeholder bestemmelser om behandling af retstvister om aftaler indgået mellem de (amts)kommunale arbejdsgivere og KTO. Ved retstvister forstås uoverensstemmelser om fortolkning af eller overtrædelse af (brud på) indgåede aftaler.
Hovedprincippet er, at retstvistaftalen finder anvendelse på alle KTO-aftaler, med mindre der i den enkelte aftale er fastsat afvigende bestemmelser om behandling af retstvister. Afvigende bestemmelser er fx fastsat i Aftale om tillidsrepræsentanter, samarbejde og samarbejdsudvalg og Rammeaftale om medindflydelse og medbestemmelse.
Behandlingen af retstvister er i aftalen inddelt i 3 faser (aftalens afsnit II). I første omgang skal den konkrete retstvist søges løst lokalt ved en forhandling mellem kommunen/region-en og vedkommende personaleorganisations tillidsrepræsentant/afdeling/faglige klub. Kan der ikke lokalt opnås en løsning på retstvisten, videresendes sagen til centrale forhandlinger mellem den kommunale/regionale arbejdsgiverpart og pågældende personaleorganisation. Hvis der fortsat ikke kan opnås en løsning på retstvisten, indsendes sagen til KTO med henblik på afholdelse af et mæglingsmøde/forhandling mellem KTO og den kommunale/regionale arbejdsgiverpart. Hvis heller ikke KTO og den kommunale/regionale arbejdsgiverpart kan blive enige om en løsning af retstvisten, kan retstvisten videreføres ved fagretlig behandling, jf. nedenfor.
Aftalens afsnit III indeholder bestemmelser om forum for behandling af retstvister om en KTO-aftale. Retstvister, der alene vedrører tjenestemænd, behandles ved Den Kommunale Tjenestemandsret. Retstvister, der alene vedrører overenskomstansat personale, behandles ved voldgift. Vedrører retstvisten både tjenestemandsansat personale og overenskomstansat personale, aftales det mellem sagens parter (KTO og de kommunale/regionale arbejdsgivere), om sagen skal føres ved Den Kommunale Tjenestemandsret eller ved voldgift.
Er der tale om, at en sag skal videreføres ved voldgift (jf. afsnit II), fremgår det af aftalens afsnit IV efter hvilke regler, voldgiftssagen skal behandles. Er der tale om, at retstvisten vedrører én arbejdsgiverpart og én personaleorganisation, behandles voldgiftssagen efter principperne i den mellem disse parter indgåede hovedaftale eller overenskomst. Er der tale om, at retstvisten vedrører flere parter på arbejdsgiverside og/eller lønmodtagerside, er det den part, der begærer mæglingsmødet/forhandlingen, der angiver, efter hvilken af de på området gældende hovedaftaler/overenskomster, som retstvisten skal behandles efter.
Der er forskel på hovedaftalernes regelsæt for behandling af voldgiftssager. For så vidt angår sager om påstået brud på en aftale er det i nogle hovedaftaler, fx Hovedaftalen mellem KL og HK, fastlagt, at retstvisten behandles i Arbejdsretten. Af andre hovedaftaler, fx Hovedaftale mellem de (amts)kommunale arbejdsgivere og AC-organisationerne vedrørende overenskomstansatte akademikere fremgår det, at forum for brudsager er faglig voldgift. Dette betyder, at forum for behandling af en KTO-sag om påstået brud på en KTO-aftale ligeledes kan være enten Arbejdsretten eller faglig voldgift. For så vidt angår fortolkningstvister (sager om uoverensstemmelse om fortolkning af en indgået aftale) fastslår alle hovedaftaler, at sagen behandles ved faglig voldgift. Dette vil således også være tilfældet for fortolkningstvister om KTO-aftaler.